Med hånden til hjælp, og at dø alligevel - Uge 32, Next stop Berlin

Urania Verdensuret på Alexanderplatz

Utroligt at et DDR-levn fra 69 designmæssigt stadig holder den dag i dag. 

Sikke en uge!

130 kilometer kom ind på kontoen og jeg lever stadig. På langturen var jeg dog ved at dø, men med vilje kan man meget, og med hjælp og støtte kan man endnu mere - mere herom senere.

Som bekendt følger jeg nu et marathonprogram og i dette program er der intervaller og temposkift, så det dér med at snøre skoene hjemmefra og så bare pløje sig gennem x-antal kilometre, det holder ikke for tiden.
Men hvordan husker man lige, at man først skal løbe 400 m i en fart, derefter accelerere lidt op i 200 m, slappe af i 400 m for så at gentage det igen og igen.

Et papir ville naturligvis være et svar. Men sved og vand har det med at ødelægge/smuldre papir, så jeg valgte at tage hånden i brug. En god vandfast kuglepen og så ellers skrive dagens program på hånden. Jeg valgte at bruge indersiden, for sæt nu, det ikke kunne komme af...

Dagens program!

I mit program er der ved intervaller og tempoløb altid opvarmningsløb og afjogging og i denne uge så det således ud:

Mandag: 17 km restitution

Tirsdag: 19 km - intervaltræning

Onsdag: 18 km restitution

Torsdag: 21,5 km - inkl. 8 km marathonpace

Fredag: 7 km restitution

Lørdag: 29,5 km langtur i progressivt tempo

Søndag: 18,5 km - tempo

I alt 130,5 km

Langturen gik godt indtil de sidste 3 km. Jeg døde med skoene på. Heldigvis havde jeg god opbakning fra min følgesvend, som med opildnede mig med sin nedtælling af distance samt med en konstant "Du kan godt"... Og det kunne jeg, men hold da fast, det holdt hårdt. 

Trods min nærdødsoplevelse er jeg pænt tilfreds med ugen. Torsdagens pas i marathonpace føltes dog uden rytme, men vel hjemme kunne jeg konstatere at pulsen havde været fin og at alt så godt ud. Det var vel bare en af de dage!