mandag den 11. februar 2013

Influenza - Når sport er farligt


Da jeg lå og havde mest ondt af influenzaramte mig, søgte jeg lidt rundt på nettet for at finde ud af, hvordan udsigterne i forhold til at træne så ud.

Reglerne er i korte træk således.

- Hvis symptomerne udelukkende holder sig i hals-, næse-, mundregionen (altså let øm hals, løbende næse; altså kort og godt let snue) er der ingen farer og man vil kunne fortsætte sin træning uhindret, omend måske en smule hæmmet. (Been there, haven't we all?)

- Hvis symptomerne også omfatter feber, ondt i brystet, hovedpine, slem hoste med slim, rysteture, halspine eller muskelsmerter vil al træning være uklogt.

Nu var al træning for mig udelukket. Alene tanken var mig fjern. At jeg var så dum at kæmpe mig på arbejde, det var een ting. Motion noget andet. Men at det direkte kunne være farligt at dyrke sport med influenzavirus i blodet, dét overraskede mig. Og som svag astmatiker blev jeg lidt mere bekymret, da jeg læste, at særligt folk med hjerte- eller lungelidelser bør passe ekstra på.

Hvad er risiciene så?

Når man er blevet smittet med influenzavirus, vil influenzaen ofte blive mere voldsom, hvis man anstrenger sig, fx ved sport eller legemligt arbejde. det er derfor klogt at tage den med ro og lade være med at gå på arbejde.

Med andre ord forlænger du din sygdomsperiode, hvis du dyrker sport med influenza, for din krop har brug for hvile, ikke sport. Dét ved vi vist alle sammen godt.

Meget mere fatalt er det i den anden ende af skalaen. I yderste konsekvens kan motion med influenza i kroppen nemlig betyde døden. Ja, du læste rigtigt. Ham fra Lübeck.

Der er en risiko for, at du ved sport med svære influenzasymptomer bliver inficeret af hjertemuskelbetændelse (Myokardit el. Viral Myocarditis)

  • Myokardit er en betændelse i hjertemusklen, som oftest skyldes virus, men kan have andre årsager. Man har oftest været syg med influenzalignende symptomer i dage eller uger forud
  • De typiske symptomer er træthed, åndenød, hjertebanken eller brystsmerter
  • Forløbet varierer meget. De fleste tilfælde er ganske lette, og diagnosen bliver aldrig stillet. De sværeste tilfælde kan føre til svært hjertesvigt, hvor medicin og måske pacemakerbehandling kan komme på tale. I meget sjældne tilfælde er hjertetransplantation eneste udvej

Typiske symptomer kan være hurtig puls og eventuelt brystsmerter. Andre tegn er uforklarligt hjertesvigt og hjerterytmeforstyrrelser.

Hmm, nu tror jeg ikke, at jeg middelbart er i farezonen, men det giver stof til eftertanke og jeg tror, at min aften kommer til at gå med at analysere gårsdagens løb for at se, om min puls opførte sig mærkeligt. Bare for at være sikker.


(Kilde: bl.a. Sundhed.dk)

(Hvis du kan tysk, kan du blive forfærdet her)

1 kommentar:

  1. Ja - nu må du passe på dig selv, håber du er ved at være helt ovre influenzaen. Tror helt sikkert også man skal lytte efter kroppen, og generelt hvis man har feber, droppe løbet helt, eller max kaste sig ud i en helt rolig joggetur.

    SvarSlet