mandag den 29. oktober 2012

Ikke min klub først

Kokos-mandel småkager

Med en slet skjult reference til et ret godt stykke musik (som i min verden stadig holder, selv efter 1000 gennemlytninger) må jeg nu tilstå, at jeg ikke længere er en ‘lonely rider‘ men nu har fundet mig en klub, som sikkert kan hjælpe mig på vej til, at mit mål om sub3 lykkes til næste år.

Dagen i dag blev tilbragt i hyggeligt selskab med Team Hechmann Sport, hvor den stod på tekniktræning, hyggeløb og fem hårde enkilometers intervaller. Selvom jeg omkring min løbetræning (som det eneste sted!) har en høj disciplin, må jeg indrømme, at der skal andre til for at presse en. Eller sagt omvendt, man er mere tilbøjelig til at bøje af, når smerten melder sig. Eller det er jeg i al fald. Så mængdetræningen bliver nok alene for at få kilometer i benene og den hårde træning dyrkes så i klubben.

I ugens løb havde jeg fået tilbagelagt mine små vinterlige 43 kilometer, og hvor jeg normalt ville have påbegyndt min uge med en lille tur på 21 km, blev det altså i stedet til 14 blandede kilometer.

Og jeg kunne have valgt at tage et billede af Studentersøen, af skovens flotte farver eller af gruppen af seje løbere. I sidste ende faldt fotovalget på min selvbagte selvforkælelse; kokosmandelsmåkager. Det er tæt på jul, mit bmi ligger på 19.5, så jeg må godt!

I stedet for at fortælle, hvem der vandt sidste omgang interval, kan jeg fortælle, at småkagerne laves ved at blande 300 g. mel, 200 g sukker (hvoraf en spiseskefuld sukker kom fra min hjemmelavede vanillesukker), 75 g kokos, 200 g smør, 1 æg, en stor håndfuld finthakkede mandler og en tsk bagepulver. Efter en god time på køl, bages herligheden ved 200 g.

Og for lige at vende tilbage til mit mål om sub3 så er det første marathon  i 2013 nu fastlagt og byen også. Berlin Marathon fejrer næste år 40 års jubilæum - Glückwunsch Berlin! - og jeg skal med. Arrangementet blev forresten udsolgt på lidt over 3 timer, så jeg er glad for, at jeg meldte mig til 3 minutter efter, at salget startede. Ergo skal jeg altså gense en dejlig by, men selvom der er fest, hører du mig nok ikke synge hurra, hurra undervejs. Før og efter kan jeg nok godt overtales til det. Men ikke undervejs, der skal energien og fokus bruges på lidt andre ting. 

Men hermed slutter jeg et indlæg, der ikke rigtigt kunne finde fodfæste, det beklager jeg, men I fik da en småkageopskrift....

tirsdag den 23. oktober 2012

Er du høflig?


På min vej til kontoret i dag oplevede jeg, at en ung pige holdt døren for mig, øjeblikket efter satte en cyklist farten ned for at være sikker på, at jeg havde set hende og ikke mange minutter senere oplevede jeg, at en bilist ventede på at, jeg cyklede forbi.

3 gange god opførsel. - Dejligt, at jeg ikke er den eneste derude, der tager hensyn til mine medmennesker.

Man kunne dog godt få det indtryk, at høflighed og hensyntagen ikke er dyder, der dyrkes af flertallet. Jeg tager toget hver dag til og fra arbejde, udover at på den måde får læst min ugentlige bog og nyder turen, oplever jeg jeg også alt andet end høflighed. Folk, der ikke vil rejse sig for andre, når de skal ud, eller som taler i stillezoner, eller som ganske enkelt ikke spørger om lov til at komme forbi, men blot maser sig forbi.

Af samme grund var det også min togtur, der gav inspiration til mange sure opstød på Facebook (dengang, jeg var dér, men nu er jeg jo kendt for at være first-mover, og har for længst forladt dette medie; men således konstaterede jeg en dag i en status på FB, at jeg måtte afgive min plads til en med pladsreservation, og at jeg følte med ejeren af denne reservation, for kun trefjerdedele af sædet var tilgængeligt pga. den fede medpassager i sædet ved siden af. Det gav ret mange kommentarer og en lang debat.

Det var et sidespring. Tilbage til høfligheden.

Jeg holder også døren, hvis der er nogen i umiddelbar nærhed, der skal igennem. Jeg rejser mig i toget for ældre og højgravide. Jeg smider ikke affald på gaden eller ud af bilen. Jo æbler og andet frugt kan godt ryge ud i grøften. Men jeg tror på, at naturen kan godt se forskel på det og så meget andet.

I løb viser jeg gerne af, både ved kryds og i rundkørlser, hvorved mine medtrafikanter kan agere derefter, og faktisk blev netop dette påtalt af en mor til gymnastik engang, og roste mig meget for det. Men nu er jeg bestemt ikke hellig. Røde lys stopper ikke mig, hvis jeg er i løb og hvis jeg ikke generer andre ved at krydse vejen. Efter samme devise svinger jeg ofte til højre på cykel, selvom der ikke er grønt. Og det er ulovligt, det ved jeg godt, men jeg gør aldrig noget, der kan påføre andre skade.

Nu ved jeg ikke, om det er særligt høfligt. Men når jeg nu til dagligt færdes blandt så mange andre og ser, hvordan andre opfører sig, så er det lidt sjovt at opdrage på folk.

Går man gennem døren, uden at holde den for undertegnede, får man et højt ironisk "Tak" fra mig. Rygeren, der smider sit skod på gaden/perronen, kan godt tåle at høre, at han "tabte" noget. Billisten, der nær havde kørt mig ned den anden dag, fik pænt at vide, at der er noget, der hedder vigepligt. Vi skulle begge med toget, havde begge travlt, og hun så noget overrasket ud, da jeg tillod mig at gøre opmærksom på hendes forseelse. Høfligt og stille og roligt, naturligvis.

Kan jeg tillade mig at påtale disse små forseelser? Tilkommer det mig? Sikkert ikke, men jeg stopper ikke af den grund. Og jeg er jo heldigvis i god form, så hvis en rockertype skulle finde på at jage mig, så er jeg forhåbentligt hurtigere end ham.

Er du høflig? Jeg håber det, ellers ved du nu, hvordan du skal få min opmærksomhed!

lørdag den 20. oktober 2012

64 km, 15 genstande - Uge 42

Dårlig billedkvalitet, beklager!

Egentligt er jeg indstillet på efterår/vinter-mode.
Og egentligt skal jeg ikke nå mere i år set med løbeøjne.
Så egentligt virker det lidt mystisk, at det i denne uge alligevel blev til 64 km.

Men det skete altså! Mest af alt fordi børnene var på efterårsferie, hvorfor jeg benyttede mig af muligheden for at løbe, mens solen stadig var oppe og det var skønt...

Ugen startede søndag med mit halvdårlige løb i Hundige. Knæet var rask; min fokus på at undgå skæve landeveje havde hjulpet, men på dagen drillede maven. I mit løbereferat glemte jeg vist at nævne, at jeg kun tog den ene gel, jeg havde planlagt to, men med mavens tilstand turde jeg ganske enkelt ikke spise/drikke begge. (Hvad er det rigtige ord, indtage måske?)

Mandag nappede jeg 7 km i fodbad, det vil sige, jeg havde lige fået sko og tøj på, da det begyndte at regne, men det stoppede mig ikke, ud skulle jeg. Og på den måde kombinerede jeg løbetur med fodbad!

Tirsdag stod den på restaurantbesøg og selvforkælelse med konen. Vi havde diskuteret forskellige steder, men valgte at støtte en af de lokale restaurationer. Det gør jeg gerne, altså støtter de lokale, men denne restaurant ser aldrig mig igen. Jeg vil ikke sætte navn på den, blot konstatere, at den kalder sig brasseri, har kunst på væggen af en lokal kunstner, ligger i Slagelse og adressen er... Men denne restaurant laver altså mad, jeg kunne have lavet bedre med venstre hånd, saucen var f.eks. grynet og mit gæt er, at det var halvfabrikata!

Onsdag blev det til 14 km + 1 km afslapning

Torsdag og fredag stod i afslapningens tegn. Og hele ugen har jeg drukket vin hver dag og det kan åbenbart godt kombineres med mange kilometer. Tricket er naturligvis, løb først, vin bagefter.

I dag lørdag blev det til 21 km. Og i dag havde jeg skiftet søndagens flade Hundige-landskab ud med et bakket et af slagsen. De første 9 bestod af lange lige stigninger og fald. Som altid føltes det som om det gik mest op(!) og da jeg forlod hovedvejens cykelsti, nød jeg landevejens mange små sving og små og store bakker. Enkelte var ret brutale. Men landevejen er heldigvis helt plan, og det er mine knæ ganske godt tilfredse med. Ovennævnte foto skulle gerne vise en af bakkerne, men med mit svedige mobilkamera, og ikke svedig som i cool, men svedig som i ordet mest ulækre forstand, så er det pænt svært at tage gode billeder.

I korte tal:

Søndag: 21.1 km, tid 1.25.39, gns.fart 14.7, gns. puls 157
Mandag: 7 km, tid 30.30, gns. fart 13.9 km/t, gns. puls 149
Onsdag: 14 +1 km, tid for de første 14.3, 1.00.00, gns. puls 149
Lørdag: 21.1 km, tid 1.29.00, gns.fart 14.2, gns. puls148

tirsdag den 16. oktober 2012

Sydkyst Halvmarathon - At vinde over sig selv


Hundige Strandpark

Årets sidste løb var henlagt til Hundige Strandpark, som virkeligt må være et rart sted at bo ved. Især i solskin! Her er mange stier, broer, strand, masser af vand og ingen bakker.

Men i søndags skinnede solen ikke.



Starten skulle for mit vedkommende gå kl. 10.30. Jeg stod op i god tid efter en nat, hvor ældstedatteren med sin astma og dårlig mave havde sørget for en urolig nat. Da den yngste pludseligt også vågnede af et mareridt, blev jeg henvist til en barneseng (som heldigvis er i voksenstørrelse og god) og forsøgte dér at indhente det sidste vigtige søvn.

Det lykkedes kun i begrænset omfang. Hovedet og maven havde det ikke godt, da jeg stod op. Jeg bryggede en gang kaffe, spiste grovboller, drak juice og mærkede mig lidt frem. Min fotograf var tæt på at få et aflysningsopkald, men jeg ville ikke svigte ham, så jeg tog en pinex og krydsede fingre.

Vel ankommet fik jeg mit nummer og chip, gik på toilettet og vrissede dér ad en kvinde, der nærmest blev fornærmet over, at vi mænd altså også skulle benytte det rigtige toilet i herreafdelingen, og jeg var ikke den eneste. Så det var ikke bare mig, der var en gnaven, gammel mand.

Hundefrysende ventede jeg de sidste 10 minutter på at komme i gang. Heldigvis var det endnu tørt, så vi startede ikke i våd tilstand. Jeg ved godt, jeg trækker selve løbsreferatet ud, og jeg har været inde på det før, men hvorfor f..... er det, at så mange folk overvurderer egne evner. Startområdet var smalt og jeg stod således i 15.-16. række, da starten gik. Ligesom i Odense indebar det, at der var en masse skildpadder at overhale, men da dette løb trods alt var noget mindre end det odensianske, fandt jeg hurtigere her en gruppe at løbe med.

Meget tydeligt og meget hurtigt vidste jeg dog godt, at dette løb ville byde på mere overlevelse end rekordforsøg.

De hurtigste 3 mand var stukket af sted fra os alle andre, men jeg havde fundet en gruppe på 5 mand, som jeg hægtede mig på. Og jeg mener hægtede mig på. Hver gang der var skift oppe foran, lod jeg mig blive som en af de bagerste. Mit overskud blev mindre og mindre.

Ruten var forresten inddelt i 10,5 km, der kunne løbes 1, 2 eller 4 gange, alt efter målsætningen.

Da jeg nærmede mig de 9 km, havde jeg allerede flere gange tænkt tanken om at´udgå. Helt uhørt! Her dukkede fotografen så op, i højt humør skød han løs og så ud til at hygge sig. Kort efter begyndte det at regne og da det nu ikke kunne blive meget værre. Blæst, regn, dårlig mave. Ja, hvorfor så ikke løbe videre.

Min 5-mands gruppe lod jeg løbe. Og i en enkelt kilometer løb jeg alene. Men det har jeg prøvet før, for jeg er jo trods alt hurtigere end de fleste og langsommere end de hurtigste. Som alene løber kom jeg forbi Annette Fredskov , som også på det tidspunkt så meget ensom ud. Igen. Så svag jeg var dér, så fik jeg næsten medlidenhed med hende og overvejde at gå sammen med hende (undskyld Annette!) men jeg undlod og snart efter fik jeg følgeskab af en ny løber.

Denne nye løber blev min redningsplanke. Regnen piskede ned, koldt var det ikke, bare vådt. Og med min nye følgesvend var det et skridt ad gangen, og hvert skridt bragte jo målstregen tættere. Hurtigt løb vi ikke, ofte kun med en minuttid på 4,28 eller hvad der svarer til 14 km/t. Og han var på ingen måde i tvivl om, at jeg blev i hælene på ham, hvis han satte farten op, gjorde jeg det også, ligeledes hvis han slappede lidt af.

Tæt på målstregen fangede jeg mig selv i en diskussion med mig selv; skulle jeg udvise fairplay og lade ham løbe i mål, eller give ham kamp til stregen? Jeg vejede virkeligt for og imod. Men i sidste ende tog han beslutningen for mig, for da vi rundede det sidste sving, satte han farten op, meget. Så derfor gjorde jeg det også. Ergo blev det en slutspurt, hvor vi vitterligt sprintede de sidste 3-400 meter. Men han vandt! Og fik bagefter en kæmpe tak af mig for at have hjulpet mig i mål.

Placering: 11
Min tid 1.25.39
Gns. puls 159
---------------

Epilog!

Hvis ret skal være ret, er ruten måske heller ikke den hurtigste i landet. Højdeforskellen er på rutekortet kun 2 m, men mange sving, grus, våde glatte træbroer (som naturligvis er tørre i tørvejr) og en af broerne havde sågar trapper, men nok ynk. Det var ikke min dag.

Jeg fik talt med min lokale superløber Hechmann og jeg tror, jeg er nødt til at løbe et par ture med hans gruppe, måske endda melde mig ind under hans faner og helt sikkert skal jeg nu testes af ham, så jeg får styr på zoner, iltoptagelse osv.


Lidt fotos




Mens håret stadig sidder!





Min lidelse er tydelig, synes jeg!

onsdag den 10. oktober 2012

Sydkysten Marathon - eller den halve

Ivan 4.

Så har jeg meldt mig til Sydkystens Halvmarathon og jeg tager endda en fotograf med. Så der skulle gerne være noget materiale at uploade efterfølgende.

Men før jeg kommer så vidt, kan jeg fortælle, at jeg har holdt træningen ved lige med mine 21+10+10 og nu kan jeg løbe mine 10 på under 40 uden at anstrenge mig synderligt, knæet er raskt, hovedet er der intet håb for, men sådan må det være...

Hvis jeg springer lidt mere tilbage i tiden, må jeg konstatere, at jeg sagtens ville kunne holde ud at leve som Zar, i al fald hvis man tænker på den vin, han kunne nyde. Ovennævnte gode Ivan har dog sikkert ikke nydt samme kvalitet, som jeg nød forrige fredag, dertil levede han lidt for tidligt. Måske det er derfor han ser så uhyggelig ud.

Men nu er der uploadet lidt billeder af flaskerne samt lidt smagenoter, hvis man er til det.

Som mine kære læsere nok har bemærket, er hyppigheden af mine indlæg faldet lidt, det er alene jobbets skyld, men der skal nok blive taget lidt billeder af stormfulde efterårsture eller af ture i vimterens kulde, men jeg vil overraske mig selv, hvis det vælter ind med indlæg her på siden. Jeg har dog budt en sundhedsguru op til dans og det skal der nok komme et sjovt indlæg omkring. Denne dans har dog tvunget mig tilbage på Facebook og det gør næsten ondt at indrømme, men det er virkeligt kun nødtvungent og så snart det sidste dansetrin er taget, siger jeg farvel til FB igen. Derfor har jeg også oprettet mig under denne profil og ikke i eget navn og jeg har af samme grund kun en eneste "ven" derinde, så du skal ikke have medlidenhed med mig, jeg ønsker ikke flere venner!!!

Et andet indlæg, jeg barsler med, er et om, at jeg har gjort mig selv til forsøgsrotte for alternative kosttilskud. Dette toppede op til Odense Cityløbet, men jeg er helt clean nu(!) Og når jeg har løbet løbet på søndag har jeg tre løb at sammenligne med, hvor det så skal blive interessant at sammenligne puls og sluttid, og måske vægt. Men bare roligt, det er helt ufarligt!


Samtidig og lidt apropos førnævnte guru, er jeg flere gange stødt på udokumenterede påstande om, at marathonløb og løbetræning i så store mængder som min (og jeg løber jo ikke særligt meget i forhold til så mange andre), er skadeligt på kroppens led, hvorfor jeg har samlet forskellige artikler sammen og vil forelægge dem samlet i løbet af vinteren.


Tilbage til Sydkysten.

Ruten er pandekageflad. Der er 2 meter i højdeforskel. Fladere kan det næsten ikke blive. Hvis så bare vejret og vinden arter sig, så kan det godt blive til en ny PR.

Kryds fingre for mig derude!