Jeg kom ud at løbe i onsdags. En stille og rolig 5'er, tiden var ikke vigtig, benene skulle bare luftes og 23 minutter senere var jeg hjemme igen.
Jeg burde dog ikke have løbet, dagen før, altså i tirsdags, følte jeg en pludselig ømhed yderst og midt på venstre fod. Først tænkte jeg træthedsbrud, skønt intet var at mærke. Tanke nummer to var, at det måtte bære eller briste. Måske ikke den klogeste beslutning og min massør ville nok ikke ligefrem bifalde den beslutning. Men ud kom jeg.
Smerten var til at leve med, jeg kunne dog godt mærke, at et marathon krævede mere end et par dages restitution og at jeg burde give kroppen tid til at komme sig.
I dag søndag strålede solen, ømheden i foden var aftaget i styrke men ikke helt væk, solens stråler lokkede og overdøvede ømheden, så jeg iførte mig korte tights, t-shirt og vest. Alle andre løbere og gående troede tilsyneladende, at det stadig var vinter og jeg vil da her ikke undlade at undskylde overfor dem, at de måtte pines med mine skrigende hvide ben og arme.
Vejret var virkelig perfekt. Det var mine ben imidlertid ikke.
Jeg var sulten efter at æde nogle kilometer hurtigt. Men i min træning til marathon havde jeg trænet mere mængde end hastighed og benene havde svært ved at vænne sig til min ønskede fart. Jeg gik bare efter 10 km på 40. Men måtte endda kæmpe hårdt for at klare det på 41.10.
Der er ellers et løb på søndag med flere kendte ansigter og det kunne være hyggeligt at sige hej til dem alle (og forhåbentligt løbe fra dem). Mit nuværende krav til mig selv er dog max 40 på 10, senere vil jeg ned på 38 min. Så nu skal der trænes.
Denne dags træning i tal:
10 km
41.10
gns. puls 161 (ret høj)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar