Anden og sidste restitutionsuge betød døden for en hund pga. dens uansvarlige ejere, som så ovenikøbet stod og flæbede på åben skærm. Min sympati får de ikke, og reelt siger sagen mere om hundeejeren end om jageren, der forsvarede sin ejendom.
Hunden døde. Mine ben genopstod. Omend kun langsomt... men de er på vej.
Min træningsuge er allerede afsluttet. Mit uundværlige og elskede løbeur inddeler nemlig ugerne fra søndag til lørdag og da jeg ved, at jeg hverken får løbet i morgen fredag eller lørdag, kan jeg hermed konkludere, at denne uges træning nåede op på 35 km.
Ikke nogen voldsom mængde, men målet var først og fremmest restitution. At jeg så overvurderede egne evner og følte mig som supermand, det er der ikke noget nyt i. På sin vis er det jo så godt, at benene taler deres tydelige sprog og siger fra.
Tirsdag løb jeg 15 km på en skøn kuperet rute med mange små bakker, små sving og et par længere bakker. Virkelig en fed rute, når man er i form. Men som note til mig selv, må jeg huske, ikke at løbe den rute, hvis jeg er i gang med at restituere.
I dag torsdag gav jeg den gas. Eller næsten. To røde lyskryds måtte jeg stoppe for. Trafikken gjorde, at jeg ikke kunne bryde loven uden at komme til skade, så jeg stoppede helt.
Dagens 10 km var planlagt til at skulle løbes i negativ split. De første fem løb jeg på 20.20 og de sidste fem på 20.10. Altså kun lige nok til at kunne kaldes en negativ split. Uden de røde lys i anden runde, havde jeg klaret det på 40, samlet set.
Positivt er det i al fald, at jeg nu kunne give den gas og holde en høj fart i flere perioder. Ømheden i foden er der stadig, men med ICE-princippet de næste dage, er jeg sikker på, at den også nok skal komme sig helt.
Min massør har i al fald givet mig grønt lys til at træne. Så ham kan jeg godt li', selv om han nogle gange er lidt ond og hård.
Dermed kommer jeg nok ikke uden om, at stille op til Sorøløbet på søndag. Forhåbentligt får jeg så min første officielle sub40 på 10 km. Det må tiden vise. Og mon man bør løbe sådan en konkurrence progressivt?
Afslutningsvis fik jeg lige lyst til at vise, hvordan min hånd så ud i mandags, altså otte dage efter mit styrt under mit marathon. Såret skulle nok ikke have været meget dybere, før jeg havde måtte udgå. Men efter sådan en omgang forstår man meget bedre sætningen "Smerte er uundgåeligt, lidelse noget man vælger"
Hunden døde. Mine ben genopstod. Omend kun langsomt... men de er på vej.
Min træningsuge er allerede afsluttet. Mit uundværlige og elskede løbeur inddeler nemlig ugerne fra søndag til lørdag og da jeg ved, at jeg hverken får løbet i morgen fredag eller lørdag, kan jeg hermed konkludere, at denne uges træning nåede op på 35 km.
Ikke nogen voldsom mængde, men målet var først og fremmest restitution. At jeg så overvurderede egne evner og følte mig som supermand, det er der ikke noget nyt i. På sin vis er det jo så godt, at benene taler deres tydelige sprog og siger fra.
Tirsdag løb jeg 15 km på en skøn kuperet rute med mange små bakker, små sving og et par længere bakker. Virkelig en fed rute, når man er i form. Men som note til mig selv, må jeg huske, ikke at løbe den rute, hvis jeg er i gang med at restituere.
I dag torsdag gav jeg den gas. Eller næsten. To røde lyskryds måtte jeg stoppe for. Trafikken gjorde, at jeg ikke kunne bryde loven uden at komme til skade, så jeg stoppede helt.
Dagens 10 km var planlagt til at skulle løbes i negativ split. De første fem løb jeg på 20.20 og de sidste fem på 20.10. Altså kun lige nok til at kunne kaldes en negativ split. Uden de røde lys i anden runde, havde jeg klaret det på 40, samlet set.
Positivt er det i al fald, at jeg nu kunne give den gas og holde en høj fart i flere perioder. Ømheden i foden er der stadig, men med ICE-princippet de næste dage, er jeg sikker på, at den også nok skal komme sig helt.
Min massør har i al fald givet mig grønt lys til at træne. Så ham kan jeg godt li', selv om han nogle gange er lidt ond og hård.
Dermed kommer jeg nok ikke uden om, at stille op til Sorøløbet på søndag. Forhåbentligt får jeg så min første officielle sub40 på 10 km. Det må tiden vise. Og mon man bør løbe sådan en konkurrence progressivt?
Afslutningsvis fik jeg lige lyst til at vise, hvordan min hånd så ud i mandags, altså otte dage efter mit styrt under mit marathon. Såret skulle nok ikke have været meget dybere, før jeg havde måtte udgå. Men efter sådan en omgang forstår man meget bedre sætningen "Smerte er uundgåeligt, lidelse noget man vælger"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar